Kendt hotel i Vedbæk bliver del af Best Western familien

19. august 2019

Det velkendte Hotel Marina i Vedbæk bliver i starten af oktober en del af Best Westerns hotelportefølje. Hotellet vil fortsat være kendt som Hotel Marina, men det vil fremover blive støttet af distributionen fra Sure Hotel Collection by Best Western.

Beliggende overfor Vedbæk havn og strand med udsigt over Øresund; Hotel Marina er en helt unik ejendom, som man nu satser på at give større international synlighed. For at styrke hotellets position på markedet vil man nu i samarbejde med Best Western markedsføre hotellet. ”Hotel Marina har en unik, velkendt historie og placering. Vi har en stærk global distribution og et af de mest populære hotelloyalitetsprogrammer i verden. Jeg er overbevist om, at vores danske kontor i samarbejde med hotellets ansatte og Core Hospitality vil gøre hotellet til det oplagte valg for det stigende antal rejsende, der i disse år besøger Danmark og Nordsjælland”, udtaler Søren Nystrøm optimistisk, Country Manager hos Best Western i Danmark.

Skal blive en del af lokallivet – igen

Nok kan man nu forbinde ”Sure Hotel Collection by Best Western” med hotellet, men det vil også fortsat være kendt og markedsført som Hotel Marina. Operatøren af hotellet, Core Hospitality, ønsker nemlig at blive en stor del af lokallivet, som det tidligere har været. Med Best Westerns mantra, ”ens uens overalt”, giver brandvalget fleksibilitet til både at være del af en global hotelkæde og samtidig være en unik destination, der kan skabe sin egen profil med afsæt i dens historie; en historie, der bl.a. fortæller om tiden, hvor fodboldlandsholdet benyttede hotellet som base.

Vi har talt med rigtig mange andre lokale virksomheder og mødt mange lokale borgere, der kommer forbi og hilser. De er alle sammen meget positive og glæder sig over ændringerne, vi planlægger for hotellet. Vi vil være en del af lokallivet igen og blive et mødested for hele Vedbæk”, fortæller Manuela Iorga, Hoteldirektør på Hotel Marina, der derfor også deltager i Vedbæk Havnedag søndag den 25. august.

Mere værdi for pengene

Hotel Marina har historisk været flere skandinaviske brands igennem. Core Hospitality, som nu har drevet hotellet i halvandet år, vurderer dog, at tilføjelsen af et globalt brand vil have større succes. En af årsagerne til dette kan være den større værdi, gæsterne får ved, at hotellet kan tilbyde Best Western Rewards, et loyalitetsprogram med næsten 40 millioner medlemmer, som giver gæster mulighed for at optjene og bruge bonuspoint på alle kædens 4.000 hoteller i verden.

Core Hospitality offentliggjorde for blot en uge siden, at de også vil rebrande deres hotel i Københavns Lufthavn til et Best Western Plus. Samlingen under en brandfamilie giver selskabet stærkere synergier, som gør, at der kan ydes endnu bedre service på tværs af organisationen.