Globalt rejseprogram til Vedbæk

8. oktober 2019

Hotel Marina i Vedbæk har nu monteret sit Sure Hotel Collection skilt, og med det er hotellet blevet en del af det globale loyalitetsprogram Best Western Rewards.

Det velkendte Hotel Marina i Vedbæk er nu trådt fuldt ind i partnerskabet med Best Western og er nu en del af en kollektion af unikahoteller, der går under navnet Sure Hotel Collection. Den unikke ejendom, der ligger overfor Vedbæk havn og strand, vil fortsat blive markedsført som Hotel Marina, uafhængigt af et kædenavn, men hotellet vil drage nytte af salg og distribution gennem et globalt varemærke. Best Westerns mantra, ”ens uens overalt”, er meget sigende for denne kollektion; hvert hotel lever op til nogle fælles standarder, men de er alle individuelt designet med forskellige identiteter.

De seneste måneder har hotellet gennemgået en blød renovering, der skal gøre hotellet mere attraktivt for rejsende. Samtidig har hotellet igangsat en proces for at blive en destination for lokalmiljøet igen. ”Vi har talt med rigtig mange andre lokale virksomheder og mødt mange lokale borgere, der kommer forbi og hilser. De er alle sammen meget positive og glæder sig over ændringerne, vi planlægger for hotellet. Vi vil være en del af lokallivet igen og blive et mødested for hele Vedbæk”, fortæller Manuela Iorga, Hoteldirektør på Hotel Marina.

Loyalitetsprogram introduceres

Hotel Marina har været en del skandinaviske hotelvaremærker igennem, men den nye operatør af hotellet, Core Hospitality, vurderer dog, at det er bedst at fastholde det lokale varemærke og profilere det gennem et såkaldt ”blødt varemærke”. Med beslutningen følger endnu en fordel til overnattende gæster, der gennem loyalitetsprogrammet Best Western Rewards kan optjene og bruge bonuspoint på 4.000 hoteller i hele verden. Programmet har næsten 40 millioner medlemmer og er blandt de mest populære i branchen.

Da partnerskabet blev offentliggjort i august måned, udtalte Søren Nystrøm, Country Manager hos Best Western Danmark, ”Hotel Marina har en unik, velkendt historie og placering. Vi har en global distribution og et af de mest populære hotelloyalitetsprogrammer i verden. Jeg er overbevist om, at vores danske kontor i samarbejde med hotellets ansatte og operatøren, Core Hospitality, vil gøre hotellet til det oplagte valg for det stigende antal rejsende, der i disse år besøger Danmark og Nordsjælland”.